27. august 2008

Latifa og Feras fik familiesammenføring

Libanesisk par glæder sig over endelig at have fået familiesammenføring. De skulle dog have haft asyl


Man jubler, og især Latifa og Feras, der har to små børn sammen. Det lykkedes efter mere end et år og klage over Udlændingestyrelsens afslag på familiesammenføring. Og ind imellem kan det alligevel betale sig at klage til ministeriet.

Afvist på grund af graviditet

Parret havde fået afslag, fordi Latifa i nogle få måneder var tvunget til at gå på bistandshjælp. Hun gik på produktionsskolen og fik ellers SU og skulle i praktik, men ingen ville tage en højgravid i praktik. Latifa måtte derfor tage en pause i sit uddannelsesforløb. På SU var hun heller ikke berettiget til understøttelse, og ingen virksomheder ville ansætte en højgravid. Således stillet, besluttede Udlændingestyrelsen at Latifas mand og far til hendes børn ikke måtte blive i Danmark.

Vi klagede over afgørelsen. Danmark har ratificeret kvindekonventionen, og er således forpligtiget til at arbejde for kvinders ret til ligestilling. Ministeriet gav medhold i klagen om, at Latifa var uforskyldt i at hun ikke kunne opretholde løn eller SU under graviditeten, og at det på denne baggrund ville være diskrimination af hendes rettigheder som kvinde at afslå familiesammenføring af hendes mand. Sagen blev sendt tilbage til Udlændingestyrelsen. Efter at sagen har ligget der i 8 måneder fik Feras opholdstilladelse.

Familiesammenøring istedet for asyl

Man jubler og krummer på samme tid tæer af vrede. For med kvindekonventionen i hånd, får vi nu indtryk af, at Danmark opfylder sine forpligtigelser og tager hensyn. Men det gør Danmark ikke. Feras er fra Libanon, er forfulgt og har været udsat for tortur. Yderligere, Imens Feras har været i Danmark blev den flygtningelejr han voksede op i, hans eneste bopæl i Libanon udraderet. Feras burde have haft asyl.

Men et ægtepar kan nu få lov til at leve sammen og deres børn beholde deres far. Imod en kaution på 56.000 kr.

For den lille familie megen lykke. For menneskerettighederne meget, meget lidt.


Med venlig hilsen Bestyrelsen for Støttekredsen for flygtninge i fare

intet menneske er illegalt
Artikler Links Grafisk Om siden English Kontakt