10. april 2006
Udelukkelse af syge flygtninge er diskrimination
Høringssvar vedr. VK(O)-regeringens aftale om indfødsret af 8. december 2005
Samtidig med at regeringen og Dansk Folkeparti den 8. december 2005 besluttede at hæve kravene til uddannelse og økonomi for mennesker, der søger om dansk indfødsret, besluttede de også, at flygtninge, der lider af post-traumatisk stress (PTSTD) og dermed har koncentrations- og indlæringsproblemer, ikke længere skal kunne fritages for disse krav. Det betyder i praksis, at flygtninge med PTSTD er udelukket fra at få dansk indfødsret.
Her er en udtalelse fra en række organisationer om, hvad VK(O)-regeringens beslutning indebærer: hvad PTSD betyder, hvilke privilegier, der følger med at få "dansk indfødsret", og hvorfor regeringens beslutning er diskrimination og i strid med menneskerettighederne.
28. marts 2006
Vedr.: Aftale om indfødsret af 8. december 2005
Kære medlemmer af Folketingets Indfødsretsvalg,
Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT), Dansk Flygtningehjælp, OASIS - Behandlingscentret for traumatiserede flygtninge og RCT-Jylland sendte en fælles henvendelse til Ministeren for Flygtninge, Indvandrere og Integration, Rikke Hvilshøj, den 21. december 2005, vedr. aftalen om indfødsret, der blev vedtaget af regeringen og Dansk Folkeparti den 8. december 2005. En kopi af dette brev blev stilet til Indfødsretsudvalget, den 21. december 2005.
Som svar på den fælles henvendelse modtog vi vedlagte brev fra Ministeren for Flygtninge af 20. januar 2006. Ministeren anfører i sit brev, at kompetencen til at beslutte, hvem der kan optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, er tillagt Folketinget. Som følge heraf ønsker vi hermed at sende vores bemærkninger til Ministerens brev til Folketingets Indfødsretsudvalg.
Kravene om danskkundskaber og kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie (§ 24)
Ministeren anfører (side 2, 6. afsnit), at "Jeg vil gerne understrege, at ingen udelukker ansøgere med PTSD fra at få dansk indfødsret, men at det er korrekt, at PTSD - også selv om tilstanden er kronisk - ikke er en psykisk sygdom af så alvorlig karakter, at den i sig selv kan danne grundlag for en forelæggelse for Indfødsretsudvalget."
Aftalen udelukker således generelt én bestemt persongruppe - ansøgere med PTSD - fra at kunne få dispensation fra danskkravet. Denne gruppe udelukkes til trods for, at det er videnskabeligt dokumenteret, at personer med PTSD som regel har en række psykiske symptomer, herunder hukommelsestab, koncentrationsbesvær og indlæringsvanskeligheder, der gør det umuligt for de personer, som er sværest traumatiseret, at opfylde danskkravet.
Udelukkelsen af ansøgere med PTSD begrundes af Ministeren med, at PTSD ikke er en så alvorlig psykisk sygdom, at den i sig selv kan danne grundlag for forelæggelse for Indfødsretsudvalget. Vurderingen af sygdommen PTSD’s alvor hviler imidlertid ikke på et lægefagligt eller videnskabeligt grundlag, men alene på et politisk grundlag.
Vi ønsker i denne forbindelse at gøre Indfødsretsudvalget opmærksom på, at PTSD er en videnskabeligt dokumenteret psykiatrisk lidelse, som er optaget i såvel American Psychiatric Association’s diagnosesystem DSM IV som i WHO’s diagnosesystem ICD 10 under navnet ”Posttraumatisk belastningsreaktion”. Diagnosen beskriver en lang række symptomer, som forringer patientens generelle funktionsniveau og psykiske velbefindende, herunder flashbacks, søvnforstyrrelser, mareridt, angstreaktioner, umotiveret vrede og irritabilitet, isolationstendenser, overvagtsomhed, koncentrationsbesvær og hukommelsesproblemer, m.m. Forstyrrelsen er ofte ledsaget af en række andre psykiske forstyrrelser, hvoraf depression er den hyppigste, samt somatiske lidelser og kropslige smerter. Forstyrrelsen forårsager en klinisk set betydelig belastning eller forringelse på det sociale, arbejdsmæssige eller andre vigtige funktionsområder. Til udvalgets orientering vedlægges en udførlig redegørelse for PTSD.
Aftalen giver ikke en saglig begrundelse for at udelukke en ansøgergruppe med én bestemt psykisk lidelse (PSTD) fra at få dispensation fra sprogkravet på linje med andre ansøgergrupper med andre psykiske lidelser, såsom psykose eller svær depression. Der er som følge heraf tale om diskrimination på grundlag af en lægefaglig diagnose. Dette strider mod diskriminationsforbuddet i FNs Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder (artikel 26) og mod grundlæggende principper i Den Europæiske Konvention om Statsborgerskab, jf. også uopfordret notat fra Institut for Menneskerettigheder af 10. januar 2006 vedrørende aftale om indfødsret af 8. december 2005.
Ministeren anfører, at "Konventionen (om Borgerlige og Politiske Rettigheder) indeholder ikke bestemmelser, som direkte vedrører spørgsmål om statsborgerret, hvorfor konventionen ikke findes at være til hinder for de krav, der stilles for at kunne opnå indfødsret."
Det skal hertil anføres, at rent bortset fra, at konventionen indeholder en bestemmelse om børns rettigheder til et statsborgerskab, så er diskriminationsforbuddet i artikel 26 ikke accessorisk, dvs. knyttet til konventionens materielle bestemmelser. Artikel 26 indeholder derimod et generelt diskriminationsforbud (i modsætning til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention). Konventionen påbyder generelt ligelig beskyttelse mod enhver forskelsbehandling af nogen grund, "herunder race, farve, køn sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, ...". Der er med andre ord tale om en ikke udtømmende opregning af diskriminationsgrunde. Diskrimination på grund af en lægefaglig diagnose - som i det foreliggende tilfælde på grundlag af diagnosen PTSD er således også omfattet af forbuddet i artikel 26.
Menneskerettighedskomitéen har i sagen Vjatseslav Borzov v. Estonia (26. juli 2004) tilsidesat Estlands påstand om afvisning af en klage over afslag på statsborgerskab under hensyn til at ”the right to citizenship, much less a particular citizenship, is not contained in the Covenant” med den begrundelse, at klageren ikke blot havde påberåbt sig en ret til statsborgerskab, men han havde klaget over, at afslaget på hans ansøgning om statsborgerskab krænkede hans ret til ikke-diskrimination og ”lighed for loven”. Komitéen anførte, at disse ”claims fall within the scope of Article 26 and are, in the Committee’s view, sufficiently substantiated, for the purpose of admissibility”. Komitéen henviste til, at en person kan være krænket i sin ret til ”lighed for loven”, hvis en lovbestemmelse anvendes vilkårligt i forhold til ham eller hende, således at den ikke bygger på rimelige eller objektive grunde.
Ministeren anfører (side 2, 8. afsnit), at ”Indfødsretsudvalgets praksis har inden for det seneste år vist, at der kun i helt særlige tilfælde blev meddelt dispensation fra kravet om danskkundskaber til ansøgere med PTSD, og det har derfor under forhandlingerne været afgørende, at de nye retningslinjer kom til at give et retvisende billede af den gældende praksis.”
Den gældende praksis var med andre ord, at personer med PTSD i særlige tilfælde kunne meddeles dispensation. Med den nye aftale er denne mulighed nu definitivt afskåret for personer med PTSD. Aftalen kan således ikke siges at give et ”retvisende billede af den gældende praksis”.
Ministeren anfører, at ”... en person, der får afslag på indfødsret, hverken mister sit opholdsgrundlag eller sin mulighed for at oppebære sociale ydelser. Et afslag vil heller ikke på anden måde kunne ændre i udlændingens retsstilling i Danmark. Efter min opfattelse kan et sådant afslag derfor ikke siges at have ”tilstrækkeligt alvorlige” konsekvenser for den pågældende til, at det rejser spørgsmål i forhold til EMRK artikel 8.”
Det skal hertil bemærkes, at et afslag på indfødsret har en række retsvirkninger. Udlændingen kan ikke opnå dansk pas og enhver rejse vil ofte være forbundet med stort besvær med hensyn til opnåelse af visum, hvis det overhovedet kan opnås. Et afslag på indfødsret kan endvidere have indvirkning i forhold til retten til familieliv. F.eks. nyder udlændingen ikke beskyttelse mod udvisning af landet.
Vurderingen af, hvorvidt et afslag på indfødsret kan siges at have tilstrækkeligt alvorlige konsekvenser for den pågældende til, at det rejser spørgsmål i forhold til EMRK artikel 8 kan ikke afgøres generelt, men skal afgøres konkret i hvert enkelt tilfælde. Som også anført i Ministerens brev (side 4, 3. afsnit) har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fastslået i sagen Karassev v. Finland (12. januar 1999), at ”et vilkårligt afslag på statsborgerskab under visse omstændigheder vil kunne rejse spørgsmål i forhold til artikel 8 i EMRK på grund af et sådant afslags indvirkning på den pågældendes privatliv.” Med andre ord kan et afslag på statsborgerskab rejse spørgsmål i relation til EMRK artikel 8.
Folketingets flertal kunne i princippet beslutte, at der slet ikke skulle kunne dispenseres fra sprogkravet. Hertil skal bemærkes, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol flere gange har fastslået (bl.a. i sagen Abdulaziz, Cabales and Balkandali v. United Kingdom (28. maj 1985), at selv om EMRK’s artikel 8 ikke er krænket, fordi der i en sag ikke er en forpligtelse efter artikel 8 til f.eks. at lade udlændinges ægtefæller indrejse, hvis en stat så alligevel handler mere generøst, end den er forpligtet til, og tillader ægtefæller at indrejse, så kan den ikke kun tillade hustruer, men ikke ægtemænd indrejse, hvis det ikke sker med en ”proper justification”.
Betydningen af, at kravet om danskkundskaber hæves til bestået Prøve 3 (§ 24)
Ministeren anfører (side 5, 3. afsnit), at ”Jeg er opmærksom på, at traumatiserede flygtninge kan have behov for særlig hjælp for at kunne gennemføre deres danskuddannelse. Danskuddannelsen skal derfor tilpasses den enkeltes forudsætninger, og ministeriet har løbende iværksat en række initiativer, som har til formål at styrke de traumatiserede flygtninges deltagelse i danskuddannelserne.”
Vi hilser det velkomment, at ministeriet løbende iværksætter initiativer for at styrke de traumatiserede flygtninges deltagelse i danskundervisningen. Som anført i vores brev til Ministeren af 21. december 2005, skal det bemærkes, at der ifølge sprogcentrene på landsplan kun visiteres ca. 25-30% af alle kursister til Danskuddannelse 3. Dette betyder, at ca. 70-75% af kursisterne vurderes ikke at kunne gennemføre Danskuddannelse 3. Tiltag af den art, ministeriet løbende iværksætter, vil muligvis kunne styrke visse udlændinges danskkundskaber, men som nævnt ovenfor og under RCT’s foretræde for Indfødsretsudvalget den 3. november 2005 er det kendetegnende ved personer med PTSD netop, at de ofte har hukommelsestab, koncentrationsbesvær og indlæringsvanskeligheder, der gør det umuligt for de personer, som er sværest traumatiseret, at opfylde danskkravet mv. For disse mennesker gælder det, at deres indlæringsevne er ødelagt eller voldsomt reduceret på livstid, og de vil derfor ikke kunne drage nytte af ministeriets initiativer til styrkelse af udlændinges danskkundskaber.
Kravet om selvforsørgelse (§ 23)
Ministeren anfører, at ”.. det må efter min opfattelse være et rimeligt krav at stille som betingelse for meddelelse af indfødsret, at ansøgeren kan klare sig selv og også herigennem har vist en vilje til at blive bedre integreret i det danske samfund.”
Det skal hertil bemærkes, at der blandt ansøgere med PTSD meget ofte vil være et ønske om at klare sig selv for bl.a. derigennem at kunne demonstrere, at de har viljen til integration. Men nogle ansøgere vil på grund af deres psykiske helbredstilstand ikke have evnen til at klare sig selv. Denne manglende evne til selvforsørgelse kan ikke tages som udtryk for en manglende vilje til integration, og når integrationsviljen skal dokumenteres, er det ikke rimeligt at opstille betingelser, hvis opfyldelse alene afgøres af evnerne.
På baggrund af ovennævnte ønsker vi derfor at fastholde vores anbefaling om, at aftalen om indfødsret ændres således, at personer med kronisk PTSD ikke stilles ringere end andre ansøgere i forhold til dispensationsmuligheden ved danskkravet og kravet om kendskab til danske samfundsforhold mv., og at kravet til selvforsørgelse ophæves eller i hvert fald lempes.
Med venlig hilsen,
Bengt Sjölund
Direktør for Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre
Andreas Kam
Generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp
Niels Krustrup
Centerleder ved RCT-Jylland
Ulrik Jørgensen
Direktør for Oasis
Dette brev kan også læses hos Rehabiliterings- og forskningscenter for Torturofre:
www.rct.dk
Se også Artiklen fra RCT-Nyt: Torturofre nægtes dansk statsborgerskab
